Om Kirsten Steensberg
For mig er det at udtrykke sig kreativt gennem tegning og maleri lige så betydningsfuldt som at tale. Selv de simpleste streger kan indeholde en dybde og forståelse, som ikke altid lader sig sætte på ord.
Når man kombinerer en tegneproces med en meningsfuld samtale, kan det åbne for nye indsigter, kreative løsninger og endda store livsforandringer.
Efter mange års erfaring med samtaler har jeg et stærkt ønske om at sprede og undervise i Samtalekunst. Det skyldes, at jeg har erfaret, hvor stor en forskel tegning og maleri kan gøre i samtaler – de åbner sindet og hjælper os med at fastholde et tema i en på en gang simpel og kompleks helhed. Jeg bruger kreative udtryksformer i individuelle samtaler, workshops, undervisning og retreats – blandt andet som psykoterapeut, mentor, leder og underviser.
Min baggrund er omfattende, og det er for vidtrækkende at opsummere hele mit vidensområde. Alligevel ønsker jeg at videregive så meget viden som muligt til dem, der hver dag taler med børn, unge, voksne og ældre – hvad enten de er klienter, borgere, elever, kursister, studerende eller pensionister.
Samtalekunst er en metode, jeg vil gøre tilgængelig for flere. Det er ikke kun forbeholdt terapeuter og psykologer, men kan bruges af pædagoger, lærere, vejledere, coaches, mentorer og alle andre, der arbejder eller frivilligt taler med mennesker.
Baggrund
Gennem mit arbejdsliv har jeg uddannet mig i kropspsykoterapi, kunstterapi, danseterapi og samtaleinstruktion (essentiel samtaleteknik) ved Institut for Life Energy hos Dr. Stéphano Sabetti og psykoterapeuterne Vivian Persson og Martin Tidén. Denne brede baggrund danner et vigtigt grundlag for min karriere og arbejdet med udvikling af skole- og rehabiliteringstilbud.
Sammen med en kollega grundlagde og ledede jeg Daghøjskolen Kys en Tiger i 15 år, hvor jeg underviste i personlig udvikling, bevægelse og kreativitet. Derefter blev jeg leder af Ungehuset Fontana hos Fountain House i København i ti år – et tilbud for unge med psykiske udfordringer. Jeg var også souschef i hovedafdelingen for voksne og har undervist på et treårigt pilotprojekt, - Uddannelsesklubben, som førte til oprettelsen af Fontanaskolen STU – et initiativ, jeg selv satte i gang. Jeg uddannede desuden medarbejderne i Fountain House i Process Inquiry, - den samtaleteknik, der er en del af grundlaget for Samtalekunst.
Jeg har iøvrigt arbejdet selvstændigt som terapeut, underviser og supervisor for behandlere, undervisere, pædagoger og tillidsrepræsentanter, og i en periode fungerede jeg som mentor for udsatte personer i kommunalt regi.
Min uddannelsesmæssige baggrund tæller en kandidatgrad i nordisk sprog og litteratur fra Københavns Universitet, uddannelse som konfliktmægler fra Center for Konfliktløsning og fire måneders ophold på Holbæk Kunsthøjskole. Derudover har jeg taget forskellige kurser i psykiatri, bevægelseskommunikation, billedkunst og organisationsudvikling.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening.